I glasset præsenterer vinen sig med en meget mørk rubinrød farve grænsende til det violette samt teglrøde reflekser i kanten. Vinen har den klassiske intense duft af søde svesker, rosiner og blomme.
I munden fremstår denne kraftkarl af en Amarone meget fyldig og elegant uden at blive vulgær. Den har en intens smag af svesker, blommer og rosiner, hvorefter den går over i flotte sekundære noter af bitter mørk chokolade, lakrids og en diskret note af cedertræ.
Vinen er blevet lavet på appassimento af Corvina, Corvione, Croatina, Oseleta, Marzemino og Rondinella, hvor druerne er blevet tørret mellem 100 og 120 dage. Efter fermentering bliver vinen lagret på franske egetræsfade i 4 år og derefter 1 år på flaske inden frigivelse.
Dette fantastiske eksempel på, hvad Veneto kan præstere, er en perfekt ledsager til grillet eller braiseret kød, vildt, and og kraftige oste.
Server den gerne ved 18-20 grader og dekanter eller åben vinen en times tid før servering.